Arrangement

#BOOST Seminar – Online jura og e-compliance (GDPR)

BOOST seminar GDPR online jura e-compliance

Alle virksomheder, der har en hjemmeside med eller uden webshop, skal leve op til en række regler, men det er de færreste, der har et overblik over, hvilke regler der gælder og hvornår.

Juridisk rådgiver/DPO, Casper Jusslin, er til daglig ansat hos FTZ Autodele & Værktøj A/S, hvor han hjælper virksomhedens værkstedskæder (AutoMester, DinBilpartner, Hella Service Partner, CarPeople og 100%Autotjek) med at overholde reglerne. Han har tidligere arbejdet i reklame- og kommunikationsbranchen og med web-udvikling, før han kastede sig over juraen, så han har haft fingerne ned i de daglige problemstillinger.

Casper vil tage jer med ned i materien af den lovgivning, I skal have styr på – men med et meget praktisk udgangspunkt. For én ting er at vide, hvilken lovgivning du skal kende – noget helt andet er at vide, hvordan du omsætter den viden til konkrete handlinger og tiltag, som sikrer din virksomhed mod eventuelle bøder og/eller søgsmål.

Når du går hjem fra seminaret, har du helt styr på:

  • Hvilke minimumskrav der er til en hjemmeside, webshop eller en app
  • Hvordan man må markedsføre sig online og via elektroniske nyhedsbreve (indsamling af samtykkeerklæringer)
  • Hvad man skal skrive i sine salgs- og leveringsbetingelser
  • Hvad man skal være opmærksom på i forhold til GDPR

Der vil være mulighed for at stille masser af spørgsmål.

Seminaret er oplagt for folk, der arbejder med marketing, markedsføring, salg og e-commerce/webhandel (både B2B og B2C).

Vi gi’r morgenkaffen, så tag en kollega under armen og brug en onsdag morgen på at blive klogere.

Casper Jusslin er en del af Cykelnerven, som på forskellige måder samler penge ind til Sclerose Foreningen. Casper Jusslin ved, i sin kapacitet som juridisk rådgiver med mange års erfaring, rigtig meget omkring online jura og GDPR. Derfor var det oplagt for ham, at det var på dén måde, han ville kunne samle penge ind. Han stiller sin tid til rådighed for virksomheder, som mangler viden på området, og så donerer de en sum penge til den gode sag. Du kan læse mere om – og donere til – Caspers prisværdige projekt her.

Arrangementet er åbent og gratis for medlemmer af Fynsk Erhverv.