Arrangement

Business Lounge med Morten Münster – nudging og adfærdsdesign

Morten_Münster

Vi kan alle blive endnu bedre ledere, skabe endnu bedre resultater og få endnu gladere medarbejdere og kunder. Kom og hør Morten Münster, forfatter til succesen “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”, forklare hvorfor så mange ledelsesbeslutninger er vanskelige at implementere og hvordan vi kan lykkes og skabe de ønskede resultater.

Morten Münster tager udgangspunkt i resultaterne af 40 års forskning i menneskelig adfærd og præsenterer os for både klassiske misforståelser og effektive metoder til at skabe forandring.

Han siger det kort fortalt således: ”Selv hvis vi skulle lykkes med at ændre holdninger, er det langtfra automatisk lig med ændrede handlinger. Vi er den mest veluddannede generation i verdenshistorien, men vi er samtidig den mest forgældede, overvægtige, medicinerede og stressramte generation. Mere information er ikke vejen frem. Som den amerikanske entreprenør Derek Sivers har bemærket:

 ”If more information was the answer, we would all be billionaires with perfect abs.”

Alligevel sprøjter vi mails ud, holder fællesmøder, laver lange slidedecks, pjecer, brochurer, informationskampagner, intranetopslag og løftede pegefingre for at påvirke adfærd. Og så undrer vi os bagefter over, at der ikke sker noget. Vores forandringsforsøg er fejlagtigt gennemsyret af to ideer:

Viden – vi tror for meget på, at det handler om at informere vores modtager:

Ideen er, at hvis modtageren har informationen og forstår, at en adfærdsændring vil gavne ham, så vil han udføre handlingen.

Vilje – vi tror for meget på, at det handler om at overbevise modtageren:

Ideen er, at hvis modtageren er overbevist og gerne vil ændre sig, så gør hun det også.

De ved det + de vil det = de gør det.”

Med sin indsigt i menneskelig adfærd vil Morten Münster præsentere en ny, effektiv metode i fire trin, som vi kan bruge til at skabe succesfuldt lederskab, en velfungerende organisation, glade medarbejdere og et godt image.

Hvem er Morten Münster?
Morten Münster er forfatter til to bestsellere om adfærd: ‘Personlig indflydelse – den overraskende sandhed om, hvordan man flytter mennesker, holdninger og produkter’ og ‘Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’.

Han har arbejdet med at implementere adfærdsdesign i danske og globale virksomheder såsom Novo Nordisk, Nordea, Adidas, Leo Pharma, NATO, Siemens og en lang række offentlige organisationer og interesseorganisationer.

Derudover er Morten Münster fast skribent for Børsen, hvor hans populære blog om adfærd er blevet læst af over 100.000 mennesker det seneste år.

Han er en ofte benyttet adfærdsekspert i medierne, fx i Jyllands PostenInformation og Finans.dk

Aftenen lægger ud med et VIP netværksarrangement, hvor vi får mulighed for både at smage nogle udsøgte portvine – gavmildt sponsoreret af H.J. Hansen og Føtex – til en let anretning og at få et førstehåndsindtryk af Leica Geosystems Technologys domicil  sammen med lokale erhvervsledere fra hele Fyn.