Arrangement

Kick-off Business Challenge Cykling 2020

holdbillede BC cykling 2019

Vil du cykle med i 2020?

Siden 2012 har Fynsk Erhverv sat scenen for aktive fynske erhvervsledere og beslutningstagere i Business Challenge Cykling. Resultaterne er imponerende – både på det personlige plan og rent forretningsmæssigt.

I Business Challenge Cykling kan du som leder få et stort forretningsmæssigt udbytte og et mindst lige så højt sundhedsmæssigt boost. Her mødes vi på to hjul frem for at sidde ved et mødebord for at vikle lange ordguirlander ind og ud til smagen af lunken kaffe. I stedet får du et sundt, sjovt og givende professionelt netværk med spændende netværksmøder, god træning, mulighed for at præsentere din virksomhed og en fantastisk tur i september.

Det er ikke dit niveau på cykel, der er afgørende for din deltagelse – alle kan være med. Og alle får med garanti flotte og spændende oplevelser samt et styrket professionelt netværk. Uanset om du aldrig har kørt med i en gruppe før – eller du har haft klikpedaler på, siden du var 10 år gammel.

Kom og hør mere om netværket til Kick-off 2020 den 10. december 2019 hos Fynsk Erhverv. Tilmeld dig via info-blokken til højre

Fin træning kronet med en unik tur til et legendarisk cykelterræn
Frem til marts kan du deltage i vintertræning hver søndag eftermiddag og tage en tur rundt i det fynske landskab. Du kan også nøjes med at spinne eller vægttræne. Der er forskellige hold, hvor du kan deltage sammen med andre BC’ere – dog for egen regning. Fra medio marts går vi på landevejen, og du kan deltage i tre ugentlige træninger. Sæsonen krones med en rejse til et legendarisk cykelterræn første uge i september. Vi har været i Alperne, Dolomitterne, Pyrenæerne og på Mallorca. I år var vi ved Iseosøen. Det var en fantastisk tur.

Spændende erhvervsrelevante møder
I løbet af året afholder vi 3-4 erhvervsrelaterede møder. De tre af dem holder vi frem mod den officielle sæsonstart på landevejen i marts. I år vil vi

  • Sætte fokus på Jørgen Leth, stjernerne og vandbærerne samt strategisk netværksarbejde
  • Lave sunde cykelmenuer på en tour de force i Ulrik Bielers køkken
  • Møde Kenn Ehler Skytte, som var med til at få Tyler Hamilton gennem Tour de France på trods af et brækket kraveben – og diskutere, hvordan du håndterer stress i pressede situationer og hører tour-historier i al almindelighed

Særlig velkommen til dig, der ikke har cyklet i gruppe før (vi hjælper nemlig hinanden hele vejen til tops)
Hvis du hører til dem, der gerne vil i gang med at cykle lidt længere end til bageren, men aldrig har fået anledning til at kaste dig ud i cykelsporten, så er muligheden der nu. Vi har planlagt et særligt velkomstprogram til dig. Det er nu eller aldrig. Deltag i vores Kick-off og hør mere om cykelnetværket.

Pernille 2019

Business Challenge er også for kvinder
Vi er så heldige, at vi har en stamme af kvindelige ledere, der kører med i netværket. Sidste år var seks kvinder med. Så kom frisk, hvis du vil med. Som skrevet før, er vi ikke en cykelklub, men et netværk der mødes på cykel. På Kick-off kan du møde en eller flere af vores kvindelige ryttere og få en snak om, hvordan det er at være med.

Er du i tvivl, så spørg dem, der har været med før!

Vi laver hvert år en evaluering af netværket. Den viser i år, at…

  • 2 ud af 3 har fået et forretningsmæssigt udbytte
  • 9 ud af 10 har fået et stort socialt udbytte
  • 4 ud af 5 har fået et stort sundhedsmæssigt udbytte

Se filmen fra i år – eller de tidligere…
Hvert år laver vi en lille film fra årets tur. Se dem på vores YouTube-kanal
Se filmen fra 2019 – eller gå til BC’s YouTube-kanal og se alle.

Det koster det at deltage i netværket
Deltagelse i Business Challenge Cykling koster i 2020 ca. 16.500 kr. ekskl. moms.

Spørgsmål eller yderligere info?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Peter Konggaard, peter@konggaard.dk eller Kim Gørlitz, gorlitz@redink.dk.

Mød netværket – eller i hvert fald noget af det
Kom til Kick-off og mød nogle af de ryttere, som har været med i år. Der vil deltage både garvede og nye ryttere, så du kan få svar på alle de spørgsmål, du måtte have.

Tilmeld dig nu.