Nyheder • 22/01/2015

Broafgift på den nationale dagsorden

Den fynske kampagne mod Storebæltsafgifterne begynder at give resultater. Politikere på begge sider af Folketingssalen har åbnet op for diskussionen om afgifterne, senest også transportminister Magnus Heunicke, og Fynsk Erhverv optræder i de nationale medier med vores syn på sagen.

Der tegner sig efterhånden et politisk flertal på Christiansborg for at sænke broafgifterne over Storebælt. Dog kun for bilpendlere og kun med ca. 40 procent.

Transportminister Magnus Heunicke har således lovet at se på Venstres forslag om pendlerrabat, efter Fyens Stiftstidende overrakte ministeren en pakke med 1385 personers beretninger om, hvordan broafgiften påvirker dem.

Det er et skridt i den rigtige retning, men slet ikke nok, og slet ikke noget der hjælper den del af erhvervslivet, som bruger varevogne og lastbiler til at krydse bæltet. Men i Fynsk Erhverv er vi glade for, at alle tre forligspartier bag den nuværende Storebæltsaftale, Venstre, Socialdemokraterne og Konservative, viser vilje til at diskutere emnet.

Søndag aften i TV 2s ’19 Nyhederne’, Danmarks mest sete nyhedsprogram i ugens bedste sendetid, fortalte Jørgen Dirksen, bestyrelsesmedlem af Fynsk Erhverv og direktør i Rynkeby Foods A/S, at broafgiften er en stor hindring for vækst og udvikling på begge sider af broen – et budskab han også har uddybet løbende på TV 2 News i den forgangne uge. Klippene med Jørgen Dirksen kan ses på TV 2 Play – som dog kræver abonnement.

Fynsk Erhverv i P1
Jørgen Dirksen forfægtede også Fynsk Erhvervs holdninger i P1-programmet ‘P1 Business’ fredag d. 16. januar kl. 13.30 (programmet kan – kvit og frit – høres her), hvor også Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, og trafikordfører for Socialdemokraterne, Rasmus Prehn, medvirkede.

– For en virksomhed som Rynkeby Foods, der har 20 lastbiler over broen hver dag, der betyder broafgiften seks millioner kroners meromkostning om året, og det er konkurrenceforvridende, det hæmmer simpelthen væksten på Fyn, lød det bl.a. fra Jørgen Dirksen, som fortsatte:

– Vi har i realiteten et Danmark, der er knækket over, og for os betyder det en 35 procent ekstraomkostning per liter juice, vi kører over Storebælt. For de fynske, sønderjyske og østjyske virksomheder hænger Danmark ikke sammen. Man har den her barriere, når man skal eksportere til Sjælland og til resten af Norden, og vi har en barriere, når vi skal tiltrække arbejdskraft.

– Det er lidt et slag i luften, den her pendlerafgift – som vi hilser velkommen, men erhvervslivet, som betaler 40 procent af afgifterne på Storebæltsbroen, har på én gang en stor byrde i at betale afgifterne, samtidig med vi bliver mindre konkurrencedygtige, og det giver mindre vækst, sagde Jørgen Dirksen bl.a.

Lytter til Fynsk Erhverv
Kristian Pihl Lorentzen fortalte, at Venstre regner med, at en sænkelse af broafgiften med 40 procent for bilpendlere på sigt vil fordoble antallet af disse – fra de nuværende ca. 2.000 til 4.000 – og at det også ville komme erhvervslivet til gode. Han erkendte, at mobilitet giver vækst, og at broafgifterne derfor er med til at hæmme væksten, men at de økonomiske realiteter – de 24 milliarder kroners restgæld på broen og broens fortløbende vedligehold – ikke for nuværende levner plads til yderligere sænkelser, men at partiet er opmærksomme på afgiftens konsekvenser.

En bred kreds i Folketinget besluttede i 2009, først at trække ni milliarder ud af broafgifterne og året efter en ekstra milliard til andre formål rundt omkring i landet – hvilket med ét udskød den endelige afbetaling til 2029 i stedet for 2025 og forøgede gælden, der ellers i dag ville ligge på 14 milliarder kr.

Venstres trafikordfører sagde, at målsætningen stadig var den samme, som da broen blev vedtaget: at den skal være selvforsynende og brugerbetalt.

Kristian Pihl Lorentzen fortalte desuden, at Venstre lytter meget til Fynsk Erhverv i denne sag.

Fynsk Erhverv leverer snart en samfundsøkonomisk analyse af broafgiftens konsekvenser, som vil give politikerne nogle reelle økonomiske tal at tage den videre debat ud fra.

 

Folketingsvalg 2022: De høje energiomkostninger vejer tungt

Så er folketingsvalget udskrevet og foran os venter nu nogle hektiske uger med politiske debatter og løfter. Men valgkampen skal også handle om de aktuelle udfordringer, som vi står med i erhvervslivet og om behovet for reformer og langsigtede løsninger, der kan sikre virksomhedernes konkurrencekraft fremadrettet.

Flyt med Fynsk Erhverv i Cortex Business Park

Fynsk Erhverv flytter pr. 1. november til det nyopførte Cortex Business Park i Odense M. Her får vi et kontorhus, hvor vi har mulighed for at hjælpe vores partnervirksomheder med både møde- og konferencelokaler.

Rigelig bemanding og nytænkning vejen frem for S. Guldfeldt Nielsen

Fokus på trivsel og effektivitet er hemmeligheden bag succesen i S. Guldfeldt Nielsen A/S, der er kåret som ”Årets Arbejdsplads”

Next Talent giver P. Christensen ekstra ressourcer

P. Christensen tænkte ud af boksen, da antallet af administrative opgaver voksede. De rakte ud til Fynsk Erhverv, som igennem NEXT talent-programmet hurtigt fandt frem til en dygtig kandidat, der i dag er ansat i den landsdækkende bilforhandler-koncern på Krumtappen i Odense, hvor koncernen har til huse.

Steen Ernland: Tre gode råd til værdiskabelse i ledelser og bestyrelser

Steen Ernland, der blandt meget andet er medforfatter til bogen “Den Aktive Bestyrelse", giver her sit bud på, hvordan den moderne virksomhed skal tænke ledelse og bestyrelse i fremtiden for at tiltrække kapital fra investorer og opnå stærkere finansielle resultater.

Ledelseskonference: Den attraktive arbejdsplads

Den 5. oktober inviterer Fynsk Erhverv og UCL til Ledelseskonference: den attraktive arbejdsplads, hvor Christian Ørsted fortæller om, hvordan det aktuelle begreb om psykologisk tryghed kan være en af løsningerne på ledelses- og fastholdelsesproblematikkerne.

De tre største udfordringer i 2022/23

Er du interesseret i at vide, hvordan en række fynske erhvervsledere har knækket koden til succes i forhold til tre af de største udfordringer i 2022/2023?

Energipriser ændrer forbrugsmønstre – få gode råd

Siden Ruslands invasion af Ukraine er energipriserne steget enormt, og både virksomheder og private forbrugere har fået rekordhøje udgifter til blandt andet gas, el, benzin og diesel. Samtidig har Ruslands invasion understreget, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen, og at den grønne omstilling er afgørende for klimaet og uafhængigheden af russisk energi. Hos Energi […]

Kriser er gode for kreativiteten

Selvom de forgangne år har budt på en række udfordringer på verdensplan, så er INGENIØR'NE optimistiske for fremtiden, der står på nye løsninger på nuværende projekter og fyldte ordrebøger. I artiklen giver afdelingschef, Bjarne Linde Jensen, og markedschef, Anders Friis-Wandall Nielsen, gode råd til virksomheder, der går med byggeri i tankerne.