Debat • 17/05/2017

Fremtidens arbejdsmarked stiller krav til nye kompetencer

Vi kigger ind i en fremtid, hvor især digitalisering og hastighed vil stille nye krav til virksomhedens ledelse  og ansatte. Det handler bl.a. om faglige kvalifikationer på et højt niveau, digital forståelse og indsigt og personlige kompetencer i særdeleshed. Alt sammen krav, der skal sikre virksomhederne et strategisk forspring i forhold til konkurrenterne.

Det er en udfordring for den nuværende arbejdsstyrke, men også for de mange børn og unge, som er på vej igennem folkeskolen og uddannelsessystemet. For dem er forventningen, at op mod 2/3 af de jobs, de skal bestride, endnu ikke eksisterer. I takt hermed vil adskillige af de jobs, vi kender i dag, være nedlagt og udkonkurreret af andre professioner, robotter eller helt har tabt sin værdi, fordi nye produkter eller løsninger har overtaget markedet.

Derfor har Fynsk Erhverv nu rettet blikket mod folkeskolen, fordi fremtidens medarbejdere befinder sig her. Det er afgørende, at vi får opstillet de rette læringsmål og indrettet folkeskolen, så vores børn får et digitalt mindset og  stærke kompetencer til at forstå og begå sig på de nye (programmerings-)sprog samt kunne mestre den hastige udvikling, uden at miste fodfæstet eller gå ned med stress.

Følgende debatindlæg Børnene i robotbyen er bragt i Fyens Stiftstidende tirsdag den 16. maj – i samarbejde med børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R):

Debatindlæg: Børnene i robotbyen

Af børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) og direktør i Fynsk Erhverv Jytte Reinholdt

Efter sommerferien begynder ca. 1600 børn i 0. klasse på en af Odenses folkeskoler. Når vi spørger dem, hvad de vil være, når de bliver store, nævner de job, vi kender i dag. Men undersøgelser peger på, at op mod 65 % af dem vil ende i job, der endnu ikke eksisterer, og rigtig mange af de job, vi kender i dag, forsvinder eller kommer til at kræve noget helt andet. Det er digitaliseringen og robotteknologi, der er den primære årsag. Selvkørende biler kommer til at overflødiggøre buschaufføren, men også fremtidens advokater og håndværkere vil få hjælp af robotter til dele af deres arbejde, til gengæld kommer det til at betyde, at de skal kunne betjene robotten. Det betyder også, at vi skal uddanne vores børn til en fremtid, vi ikke kender.

I Odense er vi helt i front, når det kommer til robotteknologi. Nogle af landets største og mest innovative virksomheder ligger i Odense. Vi har skrevet os ind i fremtiden. Men skal vi fastholde vores førerposition, skal vi skabe rammerne for, at vores børn og unge bliver i stand til at træde ind på fremtidens arbejdsmarked og udvikle det næste. Vi oplever allerede nu virksomheder, der har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Det er samtidig med, at vi i Odense har landets anden højeste ledighed. Men de ledige kan ikke det, der bliver efterspurgt. Den virkelighed skal vi tage bestik af og sørge for, at de børn, der vokser op nu, kan det, fremtiden kalder på. De er de næste borgere i byen. Vi har alle en fælles forpligtelse til at bygge dem op, så de kan mestre den fremtid, der er deres – både deres arbejdsliv og livet i almindelighed. Vores udgangspunkt er, at alle borgere skal have kvalifikationer og personlige kompetencer, der gør dem attraktive – ikke mindst for det lokale arbejdsmarked.

Men hvordan klæder vi børnene på til en fremtid, vi ikke kender? Udover stærke faglige kvalifikationer handler det bl.a. om at stimulere deres nysgerrighed og styrke deres evner til at samarbejde, tage initiativ og skabe nyt. I vores optik kræver det også et tættere samarbejde mellem virksomheder, dagtilbud og skole.

Børnene i Odense er heldigt stillet, fordi de vokser op i landets førende robotby. Det skal vi udnytte, så de, fra de er helt små, får praktiske erfaringer med at anvende teknologi, udvikle og eksperimentere. Mange virksomheder, herunder it- og robotvirksomheder, har allerede forskellige samarbejder med skoler og børnehaver. Det er rigtig godt. Men vi kan gøre det bedre. Vores børns fremtid må ikke være afhængig af, om de går på en folkeskole, der er helt med på den teknologiske udvikling. Teknologiforståelse og digital dannelse skal ind med modermælken hos alle børn og unge.

Derfor vil vi som hhv. børn- og ungerådmand i Odense og direktør for Fynsk Erhverv tage initiativ til, at der bliver udviklet relevante læringsforløb, der skal sikre, at alle børn og unge får de kompetencer, som det 21. århundrede kalder på. Selvfølgelig med afsæt i det, der allerede sker, og den viden, byens innovative virksomheder, uddannelsesinstitutionerne og vores lærere og pædagoger har. Vi vil også arbejde for flere partnerskaber mellem dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der skal sikre, at vi om 10 og 15 år er på forkant med udviklingen.

I Odense har vi alle mulighederne for, at vores børn kan blive særligt dygtige til det, fremtiden kalder på. Den mulighed skal vi gribe og sikre, at børnene i robotbyen Odense bliver godt rustet til at træde ind i og være med til at skabe fremtiden.

Folketingsvalg 2022: De høje energiomkostninger vejer tungt

Så er folketingsvalget udskrevet og foran os venter nu nogle hektiske uger med politiske debatter og løfter. Men valgkampen skal også handle om de aktuelle udfordringer, som vi står med i erhvervslivet og om behovet for reformer og langsigtede løsninger, der kan sikre virksomhedernes konkurrencekraft fremadrettet.

Flyt med Fynsk Erhverv i Cortex Business Park

Fynsk Erhverv flytter pr. 1. november til det nyopførte Cortex Business Park i Odense M. Her får vi et kontorhus, hvor vi har mulighed for at hjælpe vores partnervirksomheder med både møde- og konferencelokaler.

Rigelig bemanding og nytænkning vejen frem for S. Guldfeldt Nielsen

Fokus på trivsel og effektivitet er hemmeligheden bag succesen i S. Guldfeldt Nielsen A/S, der er kåret som ”Årets Arbejdsplads”

Next Talent giver P. Christensen ekstra ressourcer

P. Christensen tænkte ud af boksen, da antallet af administrative opgaver voksede. De rakte ud til Fynsk Erhverv, som igennem NEXT talent-programmet hurtigt fandt frem til en dygtig kandidat, der i dag er ansat i den landsdækkende bilforhandler-koncern på Krumtappen i Odense, hvor koncernen har til huse.

Steen Ernland: Tre gode råd til værdiskabelse i ledelser og bestyrelser

Steen Ernland, der blandt meget andet er medforfatter til bogen “Den Aktive Bestyrelse", giver her sit bud på, hvordan den moderne virksomhed skal tænke ledelse og bestyrelse i fremtiden for at tiltrække kapital fra investorer og opnå stærkere finansielle resultater.

Ledelseskonference: Den attraktive arbejdsplads

Den 5. oktober inviterer Fynsk Erhverv og UCL til Ledelseskonference: den attraktive arbejdsplads, hvor Christian Ørsted fortæller om, hvordan det aktuelle begreb om psykologisk tryghed kan være en af løsningerne på ledelses- og fastholdelsesproblematikkerne.

De tre største udfordringer i 2022/23

Er du interesseret i at vide, hvordan en række fynske erhvervsledere har knækket koden til succes i forhold til tre af de største udfordringer i 2022/2023?

Energipriser ændrer forbrugsmønstre – få gode råd

Siden Ruslands invasion af Ukraine er energipriserne steget enormt, og både virksomheder og private forbrugere har fået rekordhøje udgifter til blandt andet gas, el, benzin og diesel. Samtidig har Ruslands invasion understreget, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen, og at den grønne omstilling er afgørende for klimaet og uafhængigheden af russisk energi. Hos Energi […]

Kriser er gode for kreativiteten

Selvom de forgangne år har budt på en række udfordringer på verdensplan, så er INGENIØR'NE optimistiske for fremtiden, der står på nye løsninger på nuværende projekter og fyldte ordrebøger. I artiklen giver afdelingschef, Bjarne Linde Jensen, og markedschef, Anders Friis-Wandall Nielsen, gode råd til virksomheder, der går med byggeri i tankerne.