Nyheder • 03/05/2016

Ny bog: Den fynske robotklynge startede på Lindø

Den erfarne erhvervsjournalist Carsten Steno har skrevet bogen ‘En klynge, der virker’, der fortæller historien om, hvordan automationsklyngen på Fyn startede, og hvordan den blev en succes. Bogen har særligt fokus på klyngens største succes, Universal Robots, for som Carsten Steno siger til Fynsk Erhverv: “Succesfulde erhvervsklynger har brug for succesfulde flagskibe. De tiltrækker den nødvendige opmærksomhed og de nødvendige investeringer.”

Den fynske robotindustri består af omkring 80 virksomheder med mere end 2300 medarbejdere, hvoraf Universal Robots, der i 2015 blev solgt til amerikanske Teradyne for to mia. kr., nok er den mest kendte.

Den erfarne erhvervsjournalist Carsten Steno har netop udgivet bogen, ‘En klynge, der virker’, som fortæller historien om robotindustriens rødder og vækst på Fyn.

Fynsk Erhverv har talt med Carsten Steno om bogen og om de forudsætninger, der gjorde robotklyngens opblomstring mulig på Fyn.

Startede med Lindø 
Robotindustriens fynske historie startede i 1986.

– I midten af firserne besøgte ansatte fra det daværende Lindøværft A.P. Møllers Hitachi-værft i Japan. Her blev de introduceret for en mindre, flytbar svejserobot, som imponerede dem. Men den fungerede ikke som håbet hjemme i Munkebo, så i 1985 gik værftet sammen med andre industrivirksomheder og formulerede et ønske om, at Odense Universitet uddannede unge mennesker, som kunne støtte den automatiseringsindsats, industrien så var nødvendig, fortæller Carsten Steno og fortsætter:

– A.P. Møller Mærsk var forudseende på den måde. De havde et langt og bredt perspektiv. Virksomheden ville have, at det skulle kunne lade sig gøre at bevare industri – herunder skibsværfter – i Danmark, også på sigt. Derfor så de potentiale i automation. 

“A.P. Møller Mærsk var forudseende på den måde. De havde et langt og bredt perspektiv. Virksomheden ville have, at det skulle kunne lade sig gøre at bevare industri – herunder skibsværfter – i Danmark, også på sigt. Derfor så de potentiale i automation.”

Som der står på det nuværende Mærsk Mc-Kinney Møller Instituts hjemmeside:

“Lindø Centeret for Anvendt Matematik (LCAM), der senere blev til Datateknologisk Institut (DIT) og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi, blev etableret på baggrund af et ønske lanceret i 1985 af tolv fynske industrivirksomheder, om oprettelsen af en civilingeniøruddannelse i datateknologi. Idéen blev taget op af Syddansk Universitet (SDU) og det tidligere Odense Teknikum (IOT), nu Det Tekniske Fakultet ved SDU, der kunne byde de første studerende velkommen i 1986.”

Løftestang for samarbejde med universiteter
Robotklyngens opblomstring skete løbende gennem ambitiøse ildsjæle hos både det private erhvervsliv og det senere Syddansk Universitet. 

– Dengang var det meget kontroversielt, at et universitet på den måde skulle samarbejde med det private erhvervsliv, og man kan med en vis ret sige, at samarbejdets store succes har været en løftestang for den senere anerkendelse af værdien af et godt offentligt-privat samarbejde på de højere læreranstalter, fortæller Carsten Steno og fortsætter:

– Robotindustrien har behov for tung forskning og veluddannede medarbejdere, og i Danmark er højere uddannelse for mestendels offentligt, så der var ganske enkelt behov for et godt offentligt-privat samarbejde for at skabe en succes. For andre klynger er det måske mindre væsentligt. 

Selvom robotklyngen på Fyn er et resultat af et godt offentligt-privat samarbejde, understreger Carsten Steno, at man ikke kan beslutte politisk, at der skal være en bestemt erhvervsklynge et bestemt sted – man kan som offentlig aktør kun hjælpe en allerede spirrende udvikling på vej. 

– Klynger er nødt til at vokse op fra neden, som han formulerer det. 

Klyngens fordele – og nødvendigheden af fyrtårne
En klynge er fordel for en branche af forskellige årsager.

– En klynge er en forsamling af virksomheder og tilknyttede institutioner i et område, som giver tilstrækkelig kritiske masse. Klyngen giver muligheder for samarbejde og vidensdeling mellem aktørerne, den hjælper med at tiltrække investorer, og den hjælper med at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft. ‘Tryghed for talent’, kalder man det. Det vil sige, at hvis Fyn skal tiltrække en robotspecialist fra andre steder i Danmark eller fra udlandet, så er det en stor fordel, hvis specialisten ved, at der er andre virksomheder at få arbejde i i området, hvis noget skulle gå galt, forklarer Carsten Steno.

– Men en klynge har brug for fyrtårne – som f. eks. Universal Robots. De viser både investorer og ambitiøse medarbejdere, at det er muligt at få succes netop her.

Carsten Steno

Carsten Steno, født 1951, er en af Danmarks mest erfarne og vidende erhvervsjournalister. Især har han beskæftiget sig med industri, detailhandel, mindre og mellemstore virksomheder og ledelse – herunder ejer ledelse. Men han er bredt funderet indenfor erhvervsjournalistik.

I ’70erne var han erhvervsjournalist på Ritzaus Bureau. I ’80erne var han New York-korrespondent og siden redaktionschef på Dagbladet Børsen. I ’90erne virkede han som erhvervsredaktør på Berlingske Tidende.

Fra 2001 til 2008 var Carsten Steno chefredaktør på ErhvervsBladet. Fra 2009 til 2015 var han seniorskribent på Berlingske Business og Berlingske Business magasin.

I 2015 skiftede han spor og blev freelancejournalist, bogskribent og erhvervskommunikatør.

Folketingsvalg 2022: De høje energiomkostninger vejer tungt

Så er folketingsvalget udskrevet og foran os venter nu nogle hektiske uger med politiske debatter og løfter. Men valgkampen skal også handle om de aktuelle udfordringer, som vi står med i erhvervslivet og om behovet for reformer og langsigtede løsninger, der kan sikre virksomhedernes konkurrencekraft fremadrettet.

Flyt med Fynsk Erhverv i Cortex Business Park

Fynsk Erhverv flytter pr. 1. november til det nyopførte Cortex Business Park i Odense M. Her får vi et kontorhus, hvor vi har mulighed for at hjælpe vores partnervirksomheder med både møde- og konferencelokaler.

Rigelig bemanding og nytænkning vejen frem for S. Guldfeldt Nielsen

Fokus på trivsel og effektivitet er hemmeligheden bag succesen i S. Guldfeldt Nielsen A/S, der er kåret som ”Årets Arbejdsplads”

Next Talent giver P. Christensen ekstra ressourcer

P. Christensen tænkte ud af boksen, da antallet af administrative opgaver voksede. De rakte ud til Fynsk Erhverv, som igennem NEXT talent-programmet hurtigt fandt frem til en dygtig kandidat, der i dag er ansat i den landsdækkende bilforhandler-koncern på Krumtappen i Odense, hvor koncernen har til huse.

Steen Ernland: Tre gode råd til værdiskabelse i ledelser og bestyrelser

Steen Ernland, der blandt meget andet er medforfatter til bogen “Den Aktive Bestyrelse", giver her sit bud på, hvordan den moderne virksomhed skal tænke ledelse og bestyrelse i fremtiden for at tiltrække kapital fra investorer og opnå stærkere finansielle resultater.

Ledelseskonference: Den attraktive arbejdsplads

Den 5. oktober inviterer Fynsk Erhverv og UCL til Ledelseskonference: den attraktive arbejdsplads, hvor Christian Ørsted fortæller om, hvordan det aktuelle begreb om psykologisk tryghed kan være en af løsningerne på ledelses- og fastholdelsesproblematikkerne.

De tre største udfordringer i 2022/23

Er du interesseret i at vide, hvordan en række fynske erhvervsledere har knækket koden til succes i forhold til tre af de største udfordringer i 2022/2023?

Energipriser ændrer forbrugsmønstre – få gode råd

Siden Ruslands invasion af Ukraine er energipriserne steget enormt, og både virksomheder og private forbrugere har fået rekordhøje udgifter til blandt andet gas, el, benzin og diesel. Samtidig har Ruslands invasion understreget, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen, og at den grønne omstilling er afgørende for klimaet og uafhængigheden af russisk energi. Hos Energi […]

Kriser er gode for kreativiteten

Selvom de forgangne år har budt på en række udfordringer på verdensplan, så er INGENIØR'NE optimistiske for fremtiden, der står på nye løsninger på nuværende projekter og fyldte ordrebøger. I artiklen giver afdelingschef, Bjarne Linde Jensen, og markedschef, Anders Friis-Wandall Nielsen, gode råd til virksomheder, der går med byggeri i tankerne.